Kelateret selen

Spormineral som er aktivt i formen selenocystein. Det er kun tilgængeligt som selenomethionin, hvis levnedsmidlerne som indtages, indeholder methionin. Optagelsen af selen sker i tyndtarmen. Selen har et utal af biologiske funktioner som forebyggelse, nedbrydning af frie radikaler, cellemembranernes lipidperoxidation, særligt i forbindelse med E-vitamin. Det medvirker til at styrke immunforsvaret, forebygge hjerte-kar-sygdomme, beskytte huden, øjne og hår, nedsætte risikoen for kræftsygdommen, især i tarme, lunger og prostata. Muskler og leveren sørger for at forsyne hjernen og de endokrine kirtler (hypofysen, skjoldbruskkirtlen og kønskirtlerne) med selen, som anvender det i deres funktioner. Det udskilles næsten komplet med urinen og afføringen. En mindre del udskilles med sved og spyt. Mangel på selen kan medføre hjertesygdomme, muskelsvaghed, forandringer i hudens pigment og skader på bugspytkirtlen. Selen er giftigt i store mængder og kan forårsage mavesmerter, diaré, kvalme, irritabilitet, træthed, dermatitis og alopecia. Et tegn på for meget selen er en karakteristisk lugt af hvidløg i sved og udåndingsluft. Dagsbehovet hos en voksen er cirka 55 mcg. Selen findes naturligt i: indvolde, fisk, muslinger, kød, mælk og mælkeprodukter; ølgær, kornspirer, pasta (særligt hvis fremstillet af hård durumhvede), ris; svampe, nødder, hvidløg, frugt og grøntsager i almindelighed.

Også selen er et fundamentalt element i kroppen og besidder store kræfthæmmende egenskaber, særligt mod prostatakræft. Den vestlige befolknings moderne spisevaner har drastisk reduceret indtagelsen af selen gennem maden. Selen er essentielt for den enzymatiske reaktioner, som er ansvarlig for glutathione-syntesen, et kraftfuldt, naturligt og endogent antioxiderende molekyle, som findes i alle celler. Et underskud af selen i føden fører til immunsuppression (til en formindsket modstand over for infektionssygdomme), kroppens nedsatte antitoksiske evne og degenerative sygdomme samt kræft, som alle udtryk for aldringsprocessen.